Testmusik

Photo by Caught In Joy / Unsplash

Nu bliver det nørdet, men jeg har har flere gange set folk efterspørge gode numre til at teste hovedtelefoner & højttalere, så her er min liste OG en kort forklaring til hvert nummer. Qobuz playlist her, Tidal udgave her.


1) Singer/Songwriter: Fink - Trouble's What You're In
Er på listen fordi jeg så dem live på den tour og denne liveindspilning fanger *perfekt* deres livelyd og lyden af spillestedet. Sprød vokal & guitar m. super fornemmelse af rummet.

2) Metal: Rage Against The Machine - Take The Power Back
Den autoritativt ultimative test af *punch*. Fint at dine hovedtelefoner kan lave dyb bas, men kan de slå hårdt? Kan de få et trommeanslag til at føles stramt og hårdt, med impact som et knytnæveslag i øret?

3) Folk/Vokal: The Cranberries - No Need To Argue
God musik er musik hvor man kan høre sjælen blive krænget ud og det kan man her. Dolores O'Riordans vokal kan kun beskrives som "haunting" og det er FANTASTISK. Pro tip: Prøv at spotte præcis hvornår guitaren sniger sig ind.

4) Pop: Rihanna - Don't Stop The Music
Guilty pleasure #1. Jeg er mest til rock & metal, men det her nummer kortslutter alt. Hvis ikke beatet fyrer op i dig, så er dine hovedtelefoner ikke gode nok til pop og hvad kan de så egentlig? Lyt efter om bassen går dybt uden at "mudre".

5) Metal: Tool - Schism
Nu bliver det teknisk. Det her nummer er lag-på-lag af lyd. Det går til tider stærkt, der er god dynamik i lyden og så er rytmer og melodier SUPER komplekse. Lyt efter om du kan skelne instrumenterne eller om det hele flyder sammen.

6) Rock (vokal): Skunk Anansie - Tracy's Flaw
Denne version er indspillet da bandet sneede inde i deres studie i Shoreditch. Forsanger Skin synger siddende på en stol og ved præcis 2:00 læner hun sig helt frem til mikrofonen så det lyder som om hun sidder på skødet af dig.

7) Klaver + Electro: Jean-Michel Blais - Blind
Ny-klassisk klaver hvor elektroniske elementer kommer snigende og smyger sig omkring dig. Lyt efter klaverets klang og lad de elektroniske toner omslutte dig.

8) Electro: GusGus - Deep Inside
Hvor dyb bas kan dine hovedtelefoner lave og kan de gøre det uden at bløde indover mellemtonen og ødelægge vokalerne? Generelt et lækkert album der viser at Island kan meget mere end Björk.

9) Prog rock: Steven Wilson - Arriving Somewhere But Not Here
Denne version fra Royal Albert Hall har jeg oplevet live, dog i Store Vega. De starter med hver deres rasleæg indtil nummeret langsomt begnder. Lyt efter rummets størrelse og instrumenternes placeringer.

10) A capella: Tori Amos - Me And A Gun
Trigger warning: Voldtægt
Tori Amos synger helt hudløst om da hun blev voldtaget, i en teknisk fantastisk optagelse af en hjerteskærende sang. Hvis ikke du kan mærke det direkte i hjertet er dine hovedtelefoner sandsynligvis defekte.

11) Alt pop: Björk - Crystalline
Så tester vi hvor godt dit grej håndterer diskant. Kan det formidle klarheden i starten uden det bliver ubehageligt og skærende? Og hvordan går det når der også kommer dyb bas lidt inde i nummeret?

12) Elektro: Nils Frahm - All Melody
Det føles næsten forkert at kalde Nils Frahms musik elektro, for det meste af det grej han bruger er analogt og fra 60'erne. Lyt til hvordan han skaber et lydbillede ved langsomt at lægge flere og flere elementer ind.

13) Prog Rock: Puscifer - Green Valley
Maynard James Keenan, frontmand i Tool, har mange jern i ilden og Puscifer er et af dem. Lyt her til hvordan nummeret bygges op og hvordan Carina Rounds smukke vokal følger Maynards som en skygge, men alligevel er helt sin egen.

14) A Capella: Dead Can Dance - The Wind That Shakes The Barley
Ultra-hippierne fra Dead Can Dance købte en nedlagt kirke i Irland og omdannede den til studie. Men først efter at have indspillet denne gamle folkesang i kirken. Lyt til rummet, vanvittig akustik.

15) Percussion: Hans Zimmer - Mombasa
Fra soundtracket til Inception kommer et stykke imponerende slagtøjsarbejde fra scenen hvor Leonardo flygter gennem Mombasas travle gader. Lyt efter om dine hovedtelefoner kan følge med og formidle de mange anslag.

16) Rock: Skunk Anansie - God Loves Only You
Fra deres akustiske livekoncert i Cardogan Hall er her Skins hilsen til en flamme der var mere forelsket i Gud end i hende. Lyt til samspillet mellem vokal & backingvokal og guitarerne der næsten drukner bag trommer & bas.

17) Rock: Skunk Anansie - You Do Something To Me
Fra samme koncert som ovenstående, faktisk følger de hinanden. Udover den fantastisk stærke vokal, så bemærk lyden af de akustiske guitarer.

18) Klaver (Jazz): Keith Jarrett - The Köln Concert
Måske en af de mest legendariske liveoptagelser nogensinde. Helt usandsynligt klar optagelse fra 1976 hvor man kan mærke hele rummet og Jarretts frustrationer bag det elendigt stemte klaver.

19) Vokal (Jazz): Nina Simone - Feeling Good
Simpelthen en klassiker fra en fantastisk sangerinde. Nyd alle facetterne af hendes stemme og læg mærke til hvordan dit grej håndterer at der også er en del støj på optagelsen.

20) Alt Pop: Björk - Black Lake
Fra Vulnicura albummet om hendes brud med kunstneren Matthew Barney er Black Lake et nummer med både strygere og skarp vokal over en elektronisk bund af dyb bas. Lyt efter om bassen kan holde sig pænt i baggrunden, men stadig gå dybt ned.

21) Metal: Tool - Forty Six & 2
I et af mine all-time yndlingsnumre viser Tool hvordan de individuelt er 4 af de bedste musikere i verden, men sammen er de urørlige. Lyt til hvert enkelt element og bemærk hvor komplekse de er, men alligevel skaber de en fantastisk helhed.

22) Prog Rock/Metal: A Perfect Circle - The Doomed
Maynard og hans 3. band viser tænder med helt suveræn dynamik på et super fedt nummer. Læg mærke til trommerne der i de første 25 sekunder er langt væk inden de pludselig er HELT oppe i hovedet på dig. SUPER fedt på højttalere!

23) Pop: Marie Key - Let Som En Fjer
Listens eneste dansksprogede indslag. Maries helt unikke vokal lyder helt intim, kun suppleret med en akustisk guitar og lidt synth i baggrunden. Læg mærke til lyden af fingrene der glider langs strengene.

24) Prog Metal: Opeth - The Drapery Falls
Suverænt dygtige Opeth kan mange ting og de viser næsten dem alle på dette ene nummer. Læg mærke til både akustisk guitar, vokal, growl og dobbeltpedaler på stortrommen. Lyt fra 7:40 til 8:40 for at prøve lidt af det hele.

25) Singer/Songwriter: Fink - Perfect Darkness
Et nummer der er bedst en mørk eftermiddag når det regner udenfor. Super lækker dynamik i en næsten minimalistisk optagelse. Bemærk det elektroniske loop der *næsten* bliver væk bagest til venstre.

26) Pop: Lady Gaga feat. Beyoncé - Telephone Guilty Pleasure #2.
Ultra catchy pop med et alt for godt beat. Og i modsætning til megen anden hitlistemusik er her dynamik i lange baner og masser af interessante lag.

27) Kor: Allison Krauss - Down To The River To Pray
Fra filmen O Brother Where Art Thou står Allison Krauss i front for et GIGANTISK kor. Luk øjnene og nyd hvordan flere og flere slutter sig til hendes sang imens du bemærker fornemmelsen af rummet.

28) Pop: Paul Simon - Diamonds On The Soles Of Her Shoes
Paul Simon viste med albummet Graceland stille og roligt hvor meget dynamik man kan få ud af en helt almindelig CD. Ufatteligt lækker lyd, nyd hvor godt det kan gøres.

29) Prog Rock: Puscifer - Grand Canyon
Som på Green Valley (#13) følges Maynard og Carinas vokaler smukt ad, men hvor Green Valley var følsom og intim er Grand Canyon storladen og pompøs. Læg mærke til om trommen forstyrrer resten af lydbilledet.

30) Metal/Rock: Tool - Invincible
Lad dig ikke narre af hvor enkelt det starter. Tool blærer sig igen og bygger her et nummer hvor især trommerne udvikler sig og tager fart i løbet af sangen. Læg mærke til hvor komplekse de bliver, men kun næsten stjæler billedet.

31) Pop: Toto - Africa
80'er-klassikeren over dem alle? Vi kender den fra tusindvis af afspilninger i radioen, men prøv at lytte godt efter hvor skarpt alting er mastered. Bemærk trommeslagerens grin helt ude til venstre ved 0:03.

32) Soundtrack: Hans Zimmer - Time
Endnu et nummer fra det suveræne soundtrack til Inception. Ingen kan som Hans Zimmer male en stemning med lyd. Bemærk hvordan det langsomt vokser til noget større end bare summen af dets elementer. Et af verdens absolut bedste stykker musik.

33) Pop/Akustisk: Agnes Obel - The Curse
Lyden i starten er en violinbue der bliver slået forsigtigt mod strengene, inden den smukkeste cello sætter ind. Ved 0:32 kommer Agnes Obels vokal og først ved 1:46 hendes karakteriske klaver. Smukt og enkelt.

34) Post rock: Sólstafir - Ótta
Det 3. islandske punkt på listen er et nummer der bygger sig op som en storm over atlanterhavet og som formår at få banjo(!) til at lyde fedt. Bemærk rå, islandsk vokal lavet af 100% sjæl.

35) Pop/Electro: Röyksopp & Robin - Monument (Inevitable End Version)
Et af mine yndlingsnumre. En ellers melankolsk afsked pumpet op til nærmere et beslutsomt show-of-force med lækker vokal fra Robyn og måske det fedeste beat nogensinde - som ikke må overdøve resten.

36) Trip Hop: Massive Attack - Paradise Cirkus
Den sarteste vokal, sammen med en masse andre elementer som gennem utrolig dygtig mastering står helt krystalklare hver især. Vælg selv hvilken del du vil fokusere på, eller det hele kan nydes som én enhed.

Soren

Soren